image

GLOBAL ROOTS

Når kunst og kultur sætter globale rødder i børns skoleliv

Det er komplekst at være menneske i en verden, der er under konstant forandring. Den teknologiske fremdrift skaber nye muligheder, løsninger og livsbetingelser men også udfordringer og etiske dilemmaer. Vores verden og demokratiske systemer er belastet af økonomisk ulighed, manglende ressourcer og globale pandemier, og vores klima og økosystem er nu så truet, at det kan få alvorlige konsekvenser for os alle i en nær fremtid. Vi ved, at vi lever i ekstraordinære tider. Hvordan lærer vi at forstå og forholde os til den virkelighed, vi alle sammen er en del af? Hvad kalder verden på af handlemuligheder og løsninger? Og hvordan involverer vi børn i så store spørgsmål – på en måde, der styrker deres nysgerrighed, fantasi, kritisk refleksion og virkelyst?

Global Roots er et EU-støttet strategisk partnerskabsprojekt under Erasmus+-programmets skolespor og retter sig primært mod skolebørn på mellemtrinet. Projektet handler om at give plads til børns egen måde at se og forholde sig til verden på. Det er afgørende, at børn møder en hverdag, hvor de føler sig inddraget og lyttet til, og hvor de frit kan reflektere over og udvikle deres rolle som aktive, globale medborgere.
Omdrejningspunktet for Global Roots er kunst og kultur. Gennem mange års praksis og en stadig voksende forskning ved vi, at kunst og kultur af høj kvalitet kan være med til at styrke børns udvikling, dannelse og livsduelighed. I den danske Folkeskolelov fremhæves kompetencer som erkendelse, fantasi, virkelyst, tillid til egne muligheder og evne til at tage stilling og handle. Det er derfor afgørende at udvikle arbejdsmetoder, der kan skabe rammer for børn og unges personlige, sociale og faglige udfoldelser og oplevelser. Målet med Global Roots er at inddrage professionelt faciliteret kunst og kultur i skolens metodeudvikling og hermed bidrage til målet om et skoleliv med fokus på deltagelse, medansvar og rettigheder.

Mål for projektet:

  • At styrke børns stemmer gennem udvikling af inddragelsesmetoder i samspil mellem almene skolefag og æstetiske fag, kunst og kultur

  • At øge børns forståelse af ligeværdighed og demokratiske rettigheder, herunder deres kendskab til FN’s Børnekonvention

  • At udvikle læringsmiljøer, hvor børn kan relatere til og handle på bæredygtig udvikling med reference til FN’s 17 Verdensmål

  • At facilitere og kvalificere tværprofessionelle samarbejder mellem skolepersonale, kunstnere og kulturformidlere

  • At udvikle fælles modeller, værktøjer og inspirationsmateriale, der kan understøtte inddragelsen af forskellige fagligheder i undervisningssammenhænge

  • At udvikle en implementeringsstrategi, der skal sikre projektets brede relevans og anvendelighed for skoler på lokalt, nationalt og internationalt plan


Global Roots & Børns Møde Med Kunsten

Projektets udformning under BMMK beror på vores refusionsordning, hvor Global Roots gør det muligt at skabe et laboratorie for samarbejde mellem kunstnere og skoler i henhold til de 17 verdensmål, uden at det bliver fravalgt pga. økonomi. 

Helt konkret skabes der 12 kunstforløb, på hver 25 timer, med tilhørende formøder og evalueringer. Det er vores ønske at basere det på tidligere projekterfaringer og bruge kunstnerduoer hvor kunstarter blandes og der findes et 3. rum. 

Status: Grundet COVID nedlukningen afventer vi at frigive et Open Call til kunstnere i BMMKs kunstnerkatalog. Der skal findes 6 kunstnere i alt.

Når projektet udfoldes i BMMK, kan du følge det på vores facebookside, på vores instagramprofil og på vores Linkedinprofil

 

Projektets Partnere

Børns Møde Med Kunsten (BMMK), DK
Kulturprinsen, DK (Projektleder)
Villa Zebra, NL
Spark the movement/Circulair Friesland, NL
Kaboca Puppet Theatre, HU
Sideviews/Kulturagenten, DE
Kulturskolan Örnsköldsvik, SE