image

Helle Maj Clement Lund

Scenekunst

Hvem er jeg?

Jeg er først og fremmest ”Monstermager og historiebrygger”.
Dette udspringer af min pædagoguddannelse og mit arbejde med udtryk, musik og drama herigennem. Derudover har jeg hele mit liv medvirket i dramatiske opsætninger og har altid brygget historier og eventyr.
Udover pædagoguddannelsen er jeg også uddannet skrædder og har gennem mange år brugt disse kvalifikationer til at skabe udklædninger, kulisser og hånddukker til pædagogiske institutioner og mine egne forestillinger.
Jeg arbejder med en karakter, der hedder ”Moster Meta” som er monsterbeskytter, monsterpensionatindehaver og frontdame i ”Moster Metas Monsterfredningsforening”. Gennem Moster Metas monstre arbejder jeg med alle de facetter, der findes i menneskers natur og karaktertræk. Monstrene kan repræsentere alverdens historier og kan rumme elementer, der er så mystiske, at ingen endnu kender til dem. Moster Meta bruger jeg i teaterforestillinger i samarbejde med en musiker og til kreative og musikalske workshops for børn i alderen 3-10 år.
Jeg har med teaterforestillingerne medvirket i større fondsstøttet projekter, for at få teateroplevelser ud til børn og har deltaget som instruktørfrivillig på en teatersommerskole på Riddersalen i København for børn i alderen 8-14.
Derudover har jeg ”Den Dromedarfremkaldende Danseskole”, som er et motionstilbud til børn og deres voksne. Fokus i danseskolen er at lære at slukke for hovedet og bruge vores kroppe i leg, mærkelige danse, skøre udfald og pudsige indfald. Formålet er, at vi alle bliver inspireret til at turde give mere slip på hæmningerne i et trygt rum og styrke nærværet ved at turde fjolle og lege sammen.
Jeg har arbejdet med workshops både med Re-design og monsterremedie fremstilling. I disse workshops er jeg fokuseret på at anvende så mange ”rest” produkter som muligt og forvandle ”skrald” til kreative udtryk.

Hvad kan jeg tilbyde?

Jeg bruger min pædagoguddannelse til at skabe æstetiske læreprocesser, hvor udtryk og drama er omdrejningspunktet og hvor børnene kan opleve at blive styrket i egne udtryk. Jeg er optaget af at skabe historier, hvor alt kan ske og hvor ikke engang stjernerne er den yderste grænse.
Igennem projekter med udtryk og drama kan børnene opleve at skabe historier, der kan berøre følelser, oplevelser og problematikker der findes i deres virkelighed. Derfor kan disse bidrage til den almene dannelse af et jeg, der indgår i og påvirker den verden barnet er en del af.
Jeg arbejder meget med hånddukker og disse giver børnene mulighed for at skabe karakterer, der går ud over egne udtryksmuligheder og som alle karaktertræk kan lægges i. I arbejdet med dukketeater kan evnen til at forstå rummets muligheder og begrænsninger styrkes. Ydermere handler det om tilstedeværelse, fokus og timing i forhold til at agere med dukkerne på en ”scene”.
Udover dukketeater kan jeg også skabe teaterlege, udtrykslege og dans, der alt sammen kan bidrage til at børnene kan opnå en fornemmelse for, hvordan egne og andres udtryk indvirker på et fællesskab. Der kan findes selvtillid og selvbevidsthed i at opleve, hvordan kroppen kan udtrykke sig og hvordan den kan samspille med den øvrige børnegruppe. At opleve og forstå hvordan man selv er herre over sit udtryk og sin ageren i verden er en styrke og kan overføres i mange andre af livets facetter.
I kraft af min skrædderuddannelse og mange års arbejde med forskellige kreative processer, kan jeg skabe projekter, der sammenfatter udtryk og drama med kreative projekter, hvori der skabes fx hånddukker, fingerdukker, kulisser, kostumer og andet. Til de kreative projekter vil jeg fokusere på at bruge ”rest” produkter og ”skrald” i så stort omfang som muligt, da jeg mener det er vigtigt at vi er beviste om vores ressourceforbrug.

 

 

 

Helle Maj Clement Lund

Danmarksgade 24
9000 Aalborg
26719881

Email Helle Maj Clement Lund
Helle Maj Clement Lunds website...
Download CV