Thit Wolsgaard Asmussen
Eksperimenterende, nysgerrig og legende tilgang til kunst med børn og unge. Oprindeligt læreruddannet kunstner.
Læs mereHvem er jeg?
Mit navn er Thit Wolsgaard Asmussen, jeg er 42 år, jeg bor i Skørping og har i mange år haft Rebild Kulturskoles billedskole som primær arbejdsplads. Gennem det sansende, det overraskende og pirrende - kunstens skabende processer - kan vi åbne verden for og med børn og unge. Jeg synes det er vigtigt, at alle børn skal have mulighed for at opleve, undersøge og erfare gennem kunst – for i det øjeblik man arbejder med kunst, fortolker man og erkender den verden man er en del af. Jeg har tegnet, bygget og malet hele mit liv, og er vokset op med to kunstner-forældre. Jeg er uddannet folkeskolelærer, med linjefag i billedkunst og musik og trækker meget på min didaktiske og pædagogiske viden, når jeg underviser. Det er vigtigt for mig at lege og eksperimentere; at undersøge og være nysgerrig sammen med børnene og de unge. Jeg er meget optaget af, at gøre op med ‘perfekthedskulturen’ og at give børn og unge lyst og mod til at fejle og bare lære af det. Jeg har arbejdet meget bredt med kunst qua min kulturskolebaggrund, så jeg kan komme omkring både akryl, akvarel, tegning, keramik, linoleumstryk, skraldekunst etc. - men også teater, scenekunst, lydkunst osv. Jeg har erfaring med både helt små børn fra dagplejealder og børnehave - til børn og unge i grundskolen samt i specialregi - til ældre voksne med sociale udfordringer.
Hvad kan jeg tilbyde
Jeg er god til at tale med børn og skabe relationer. Jeg er god til at fange en stemning og arbejde udfra den. Se hvor det bærer os hen. Jeg er nysgerrig på hvad der fanger børnene i øjeblikket, hvad der fylder noget og hvordan vi kan bruge det i kunsten. Jeg er ikke bange for at prøve nye ting og heller ikke det mindste bange for at blive beskidt eller bruge materialer på nye måder.