FRIMOD
I januar 2024 startede Kulturprinsen og Børns Møde Med Kunsten et projekt, der skulle kaste lys over kunstens potentiale i den fritidspædagogiske praksis.
Med projektet FRIMOD fik skolefritidsordninger på seks skoler i Region Midt og Region Nord mulighed for at undersøge og afprøve nye veje til børns trivsel og fællesskaber ved at inddrage kompetencer og faglige greb fra kunstens verden. Det foregik i et tværfagligt samarbejde mellem professionelle kunstnere og SFO’ernes pædagogiske personale.
Projektet rettede sig mod SFO’en som et frirum, hvor børn på tværs af klasser og alderstrin kan danne nye relationer og deltage på nye måder.
FRIMOD involverede udover udøvende kunstnere også arkitekter og scenografer, der skulle være med til at indtænke SFO’ens fysiske hverdagsrum som et led i det pædagogiske arbejde.
Ved at inddrage kompetencer fra både kunstens, arkitekturens og scenografiens verden var målet med projektet at være med til at skabe trygge hverdagsmiljøer, der fordrede nye udfoldelses- og deltagelsesmuligheder hos børnene.
Projektet var støttet af Spar Nord Fonden og blev udført i et tæt samarbejde mellem Kulturprinsen i Region Midt og Børns Møde Med Kunsten i Region Nord.
DOKUMENTAR
Skal I have et fagligt indspark om tværfagligt samarbejde og æstetiske tilgange i fritidspædagogikken?
Så se filmen fra FRIMOD, der viser glimt fra processen og deler tanker fra både kunstnere, pædagoger og børn.
Filmen er optaget af Emilie Giese, BMMK, og Signe Knudsen, Institut fra Børnekultur.
Produceret af Institut for Børnekultur.

