FRIMOD

I januar 2024 starter Kulturprinsen og Børns Møde Med Kunsten et nyt projekt, der skal kaste lys over kunstens potentiale i den fritidspædagogiske praksis.

 

Med projektet FRIMOD får skolefritidsordninger på seks skoler i Region Midt og Region Nord mulighed for at undersøge og afprøve nye veje til børns trivsel og fællesskaber ved at inddrage kompetencer og faglige greb fra kunstens verden. Det kommer til at foregå i et tværfagligt samarbejde med professionelle kunstnere og SFO’ernes pædagogiske personale.

 

Projektet retter sig mod SFO’en som et frirum, hvor børn på tværs af klasser og alderstrin kan danne nye relationer og deltage på nye måder.

FRIMOD involverer udover udøvende kunstnere også arkitekter og scenografer, der skal være med til at indtænke SFO’ens fysiske hverdagsrum som et led i det pædagogiske arbejde.

 

Ved at inddrage kompetencer fra både kunstens, arkitekturens og scenografiens verden er målet med projektet at være med til at skabe trygge hverdagsmiljøer, der fordrer nye udfoldelses- og deltagelsesmuligheder hos børnene. 

 

Projektet er støttet af Spar Nord Fonden og udføres i et tæt samarbejde mellem Kulturprinsen i Region Midt og Børns Møde Med Kunsten i Region Nord.

 

Spar Nord Fonden   BMMK logo  Kulturprinsen logo

INVITATION

Afsluttende konference 18. november

Skal I have et fagligt indspark om tværfagligt samarbejde og æstetiske tilgange i fritidspædagogikken?

 

Så kom til projekt FRIMODs spændende afsluttende konference på VIA University College i Viborg med workshops, debatter og fortællinger fra praksis.

 

Titlen er "Kunstens potentiale for det fritidspædagogiske rum".

 

Fuldt program og tilmelding i august. Del gerne!

Foto: Mette Johnsen